Når du ikke kan se skoven for bare træer.

Refleksioner over prisen for at være målfokuseret, hvis vi ikke også husker at sanse den verden vi er del af.

Det er sidst på efteråret.

Efter flere dage med hvad der føles som uafbrudt regne med en permanent undertone af gråt-i-gråt, så skinner solen i dag.

Skovens farver kalder på mig.
Her kommer jeg.

Men jeg er på en mission.

For et års tid siden fandt jeg en plet i skoven som jeg synes var helt magisk. Jeg har ikke været der siden. Problemet er, at jeg ikke helt kan huske vejen dertil. Det er nemlig sådan et lidt hemmeligt sted.

Så jeg tager i skoven på jagt efter netop det sted. Jeg leder og leder. Prøver at huske. Følger små stier som dog ikke leder frem til det jeg søger. Bliver lidt frustreret.

Og først der…… efter lang tids søgen går det op for mig, at jeg har været så optaget af min egen søgen, at jeg helt har glemt at nyde hvor jeg er.

Jeg kan ikke se skoven for bare træer.

Avtj…

Glemme du også at stoppe op?

At blive så forhippet på at nå frem til noget, at du helt glemmer at værdsætte det der er lige omkring dig. At have et mål om at være et andet sted end du er, at vi helt glemmer at anerkende det der er godt, det vi kan, det der fungerer, det der er lykkes og værdsætte den forandring der allerede er sket.

Mål, søgen og ambitioner er godt. Min pointe er blot, at vejen dertil kan være lang. Og i virkeligheden ved ingen af os, om vi nogen sinde når vores mål. Jeg ved ikke om jeg nogen sinde finder det magiske sted i skoven. Klienten ved ikke om hun nogen sinde vil slippe af med sin uro, smerte eller angst. Det betyder ikke at jeg skal stoppe med at lede de danske skove tynde eller at klienten skal opgive håbet om bedring. Slet ikke. Men måske kunne vi blive bedre til at nyde skoven nu vi alligevel går rundt i den og leder. Nyde alt det vi godt kan mens vi søger at slippe ubehaget.

Få øjnene op for de åbenlyse gaver der er lige foran dig.

Den gode nyhed: Redskabet er lige ved hånden.

Du skal bruge din krop og dine sanser. Begge lever nemlig i nutid. Hver gang du har en forventning, en plan eller et mål så bevæger du dig ud i fremtiden. Krop og sanser hjælper dig med at blive/komme tilbage til nuet.

Så lige nu, STOP! Stop og sans.

1. Se – dig omkring. Tag lyset, farverne, genstande, evt andre personer inde.
2. Lyt – registrer lyde der omgiver dig. Start indefra med lyden af din vejrtrækning og bevæg dig ud til lyde i rummet du er i.
3. Duft – kan du dufte dig selv, andre eller andet.
4. Mærk – mærk temperaturen, dit tøj strammer det nogen steder, mærk om du er tørstig, mærk fødderne, og resten af kroppen.
5. Smag – kan du smage noget, måske kaffen du har drukket eller frokosten du har spist.
6. Registrer mindst tre ting du kan være taknemmelig for. Lige nu.

Og så bare slip det igen og fortsæt med hvad du ellers er i gang med.

For mig, lige nu mens jeg skriver dette, er det en taknemmelighed for min kat, lyset der kommer ind gennem vinduet og roen i huset som fylder mig.

Øvelsen behøver ikke at tage mere ende et halvt minut. Ligesom med alt andet; jo flere gange vi øver os, jo bedre bliver vi til det.

Nå, men tilbage i skoven….

Min erkendelse af mit manglende nærvær får mig til at stoppe op. Jeg tager en dyb indånding og mærker mine fødder. Kigger mig omkring.  Jeg er omringet af Moder Natur. De varme brændende efterårsfarver står i smuk kontrast til den blå himmel.  Jeg lukker øjnene. Jeg kan mærker varmen fra solens stråler der går igennem mit tøj. Der er en venlig brise der finder vej mellem træerne. Jeg hører fuglenes kvidren og trækronerne der trækker vejret i takt med hvert vindpust. Dufter den fugtige skovbund. Jeg bliver overvældet af den skønhed som omringer mig.

Og heri ligger det hverdags magiske – Nu er jeg landet, og jeg har mig selv med. Nu er jeg tilstede, og nu kan jeg lede videre.

Jeg ønsker dig en dejlig dag.

 Kærlig hilsen Auden